Danske Victor Borges liv filmatiseres

by Tina Jøhnk Christensen May 8, 2017
Victor Borge

HFPA

A film and TV show about the world famous Danish-American comedian Victor Borge’s life is in the works.

Det danske skrive- og producerpar Mette Lisby og Jesper Bæhrenz står i samarbejde med M & M Productions bag en dansk tv-serie og en amerikansk film om den danske komiker Victor Borge.

Skrive- og producerparret Mette Lisby og Jesper Bæhrenz har indgået et samarbejde med det danske produktionsselskab M & M Productions om at fortælle den berømte danske komiker Victor Borges livshistorie. Det vil de gøre både på film og tv.

”Det er en vigtig historie at fortælle lige nu, fordi der er så meget fokus på forskellighed,” siger danske Mette Lisby, der udover sin skrive- og produktionsvirksomhed, også har en karriere som stand-up komiker. ”Victor Borge skabte et fællesskab gennem sin universelle humor. Han forstod at gøre humoren universel og finde fællesreferencer gennem musikken. Og som han sagde: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.”

Skriveparret Mette Lisby og Jesper Bæhrenz er nået omkring halvvejs med filmmanuskriptet, der er baseret på de mange kilder, der er til rådighed om Victor Borges liv. Men producerparret har også som de første nogensinde fået adgang til Victor Borges private arkiv. Det er familien Borge, der har givet tilladelsen.

”Det er alfa-omega for os,” siger Jesper Bæhrenz om at få adgang til de hidtil utilgængelige arkiver. ”Og det er fordi, der er så mange historier om Victor Borge, der ikke er blevet fortalt endnu.”

 

Fra tragedie til smil

Producerparret slår fast, at tv-serien og filmen er to forskellige projekter. Filmen bliver en delvist amerikansk produktion og vil blive optaget primært i USA med amerikanske A-list skuespillere. Den vil fokusere på den 31-årige Victor Borges flugt fra Danmark under jødeforfølgelsen under anden verdenskrig i 1940 og hans ihærdige arbejde for at slå igennem i USA.

”Det bliver en episk film,” siger Mette Lisby. ”Den handler om essensen af Victor Borge som komiker. Den handler om hvordan han vender sin personlige tragedie til noget, som han deler med så mange andre mennesker. Han skaber et universelt sprog i skyggen af facismen og vender noget forfærdeligt og tragisk til et smil. Det er så basalt, som det.”

Mette Lisby er desuden den sidste, der interviewede den berømte dansker 10 dage inden han døde 91 år gammel lillejuleaften i år 2000.

”Han bliver drevet ud af det land, han elsker virkelig højt,” siger Mette Lisby. ”Han har mange frustrationer over ikke at kunne komme tilbage. Men så skaber han sin egen succes og et univers, som han er i kontrol af.”

 

Mellem to verdener

Den danske tv-serie vil derimod fokusere på hele Victor Borges liv fra han stadig var Børge Rosenbaum og gjorde karriere på revyerne i Danmark til hans død i 2000.  Den danske komiker var uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og blev berømt for at kombinere sit musikalske talent med humor. Hans show "Comedy in Music" blev et kæmpe hit på Broadway.

”Man bliver nødt til at være her for at forstå ham,” siger Jesper Bæhrenz, der sammen med Mette Lisby rykkede deres forretning til USA for 8 siden. ”For han elskede USA lige så højt som han elskede Danmark.  Han blev amerikansk statsborger i 1948 og det var helt naturligt for ham. Men man har en større forståelse for Victor Borge, når man lever i det her land og ved hvordan det er at starte forfra her.”

Der er ingen tvivl hos producerparret Mette Lisby og Jesper Bæhrenz, at de er de rette til at fortælle Victor Borges historie til både et dansk og internationalt publikum. Ligesom Victor Borge er deres hjertet splittet mellem USA og Danmark.

”Vi har det tilfælles med ham, at vi er kommet til et andet land og siger: ’nu er jeg her. Hvad kan jeg bidrage med her,” siger Jesper Bæhrenz. ”Han var altid stolt af at være dansk. Det var han hele sit liv, men han var også amerikaner. Det med at høre hjemme to steder. Det var han meget bevidst om.”