Elisabeth Moss om danske Claes Bang - Han var en god allieret

by Tina Jøhnk Christensen May 29, 2017
Elisabeth Moss

getty images

Den amerikanske skuespillerinde Elisabeth Moss fandt en god sparingspartner i den danske Claes Bang. De spiller overfor hinanden i Ruben Östlunds ”The Square”, som vandt Palme d’or i Cannes.

Det er den danske Claes Bang, der har hovedrollen som kunstnerisk leder på et fornemt kunstmuseum i Stockholm i svenske Ruben Östlunds spillefilm “The Square”, der havde verdenspremiere på dette års internationale filmfestival i Cannes – og vandt den fornemme filmpris Palme d’or. Elisabeth Moss har en mindre rolle som tv-journalisten Anne, der interviewer den stilfulde museumsleder.

”Claes havde allerede arbejdet med sin rolle tre en halv måned inden jeg kom, så jeg følte, at jeg havde en allieret i hele den proces,” fortæller Elisabeth Moss, der kun var på Ruben Östlunds filmsæt i Sverige i syv dage. ”Jeg havde en ven, en kammerat, der kunne opmuntre mig med, at det nok skulle gå, og at jeg gjorde det godt. Jeg følte mig ikke alene, og det føltes godt.”

Museumslederen, der hedder Christian, får frastjålet sin pung og telefon. Men da den ellers fornuftige og civiliserede museumsleder beslutter sig for at sende trusselsbrev til alle i den boligkarré, hvor hans mobiltelefons GPS-søger viser hen, får det store følger. Hans beslutning viser sig af at have mange absurde og tragikomiske konsekvenser. Hans møde med journalisten Anne er en af de absurde situationer, og efter deres one night stand kommer de nærmest op at skændes over et fyldt kondom.

”Vi gjorde et forsøg på at få det se at se godt ud, men så valgte vi bare at give slip på vores ego og generthed,” siger Elisabeth Moss om den meget energiske og svedende sex-scene, som viser Elisabeth Moss fra en helt ny side. ”Ruben havde skabt trygge rammer for os, så til sidst var jeg bare bange for at komme til at grine.”

Deres korte møde betyder tydeligvis mere for Anne end for Christian, der tydeligvis er nervøs for at give hende sin sæd. Hun viser sig da også at være uberegnelig.

”Min favoritscene er den, hvor hun konfronterer ham om deres forhold,” siger Elisabeth Moss om sine scener med Claes Bang. ”Hun skifter meget hurtigt fra at være vred til at være meget såret over, hvad han har gjort til at synes, at det går virkelig godt mellem dem og at forholdet virkelig blomstrer.”

Det var Annes utilregnelighed, der fascinerede Elisabeth Moss ved hendes arbejde på ”The Square”.

”En af de ting, jeg bedst kunne lide ved den rolle var nok, at man kunne tage hende alle steder hen. Hun griner det ene øjeblik og græder det næste.”

Elisabeth Moss slog igennem med tv-serien ”Mad Men”, hvor hun spillede sekretæren Peggy, der arbejder sig frem til en høj position i et reklamebureau på Manhattan i 1960erne. I dag er hun et brandtvarmt navn. Hun er aktuel i TV-serien ”The Handmaid’s Tale”, der er baseret på en dystopisk roman af  canadiske Margaret Atwood og er snart tilbage i rollen som politikvinden Robin i Jane Campions ”Top of the Lake”. Den 34-årige amerikanske skuespillerinde var særdeles interesseret i at arbejde med Ruben Östlund efter hun så hans Golden Globe-nominerede ”Force Majeure” fra 2014 og hørte om hans alternative instruktørstil.

”Det var rigtig sjovt at spille for mig professionelt, fordi det meste andet af det, jeg laver, er meget mere båret af et manuskript og i mere strikse rammer.”