Nikolaj Arcel : Ingen konge i Hollywood

by Tina Jøhnk Christensen August 1, 2017
Director Nikolaj Arcel

getty images

Nikolaj Arcel er som en af de få danske instruktører slået igennem i Hollywood og er nu aktuel med sin første store film The Dark Tower. Men det betyder langt fra, at han er blevet konge af Hollywood.

Lærerigt projekt

Nikolaj Arcel har instrueret sin første store Hollywoodfilm The Dark Tower. Det har været en lærerig oplevelse for den 44-årige danske instruktør, der har måttet lære at lave film på en helt ny måde.

”Når man har lavet nogle store film i Danmark, så får man enormt meget at skulle have sagt,” påpeger Nikolaj Arcel, der blev nomineret til en Golden Globe og en Oscar for Den kongelige affære i 2012. ”Man bliver lidt kongen over sit eget lille kongerige.”

Det er man til gengæld på ingen måde i Hollywood. I hvert tilfælde ikke, hvis man som relativt ukendt instruktør bliver hyret til at lave en dyr film som The Dark Tower for et stort filmstudie som Sony. Her har instruktøren ikke det sidste ord at skulle have sagt, og der er mange meninger, der skal tages i betragtning i selve skabelsesprocessen.

”Der har helt klart været dage, hvor jeg følte at jeg var tilbage på filmskolen,” indrømmer Nikolaj Arcel, der blev færdiguddannet fra Den Danske Filmskole i 2001. ”Man starter helt forfra i forhold til, hvor meget man betyder.”

I en stor Hollywoodproduktion er instruktøren måske nummer seks eller nummer syv i rækken af beslutningstagere. Der er chefer og producere, der har mere at skulle have sagt. Der er mange, der har meninger, som man skal tage i betragtning, og det skal man i den grad vænne sig til som dansk instruktør.

”Men det har egentlig ikke været noget problem for mig. Jeg synes, at ydmyghed er en god øvelse generelt for mennesker – og især denne branche.”

Der er mange mennesker, der kommer til Los Angeles med en masse drømme i baggagen uden at få dem realiseret. Når man nu som en af de få har succes, så kunne man godt forestille sig, at man gik hen og blev lidt storsnuet.

”Nej, overhovedet ikke!” siger han prompte. ”Tværtimod! Jeg tror i virkeligheden, at man bliver meget ydmyg af at lave den her type film, hvor man virkelig lærer, at det handler om at lytte til hvad alle mulige mennesker synes og ønsker sig. Man får lidt mere ydmyghed.”

 

Ærlige danskere

Nikolaj Arcel har været i gang med The Dark Tower de seneste to år. Det har været hårdt arbejde. Han har blandt andet holdt utallige møder på Sonys studier i Culver City og han har også været i Sydafrika og filme med sine hovedpersoner i filmen – Idris Elba og Matthew McConaughey.

”Det største øjeblik var, da jeg fik jobbet at skulle lave denne film, men derefter begynder det jo at handle om det, som det altid handler om, når man laver en film,” siger Nikolaj Arcel, der ikke havde armene i vejret af begejstring hele vejen igennem. ”Man skal koncentrere sig om at lave et godt stykke arbejde og finde de bedste samarbejdspartnere og kæmpe for at det endelige resultat skal blive så godt som muligt. Det med spændingen lægger sig, og så er det på med arbejdshandskerne.”

Nikolaj Arcel har desuden opdaget, at han som dansker har en anden tilgang til arbejdet end amerikanerne. Matthew McConaughey, der spiller sin første rigtige skurkerolle i filmen ”The Dark Tower” påpegede overfor ham, at han nød Nikolaj Arcels måde at instruere på blandt andet fordi han var så overraskende direkte, ærlig og åben. Ellers er der mange ting, der forbliver usagte eller bliver sagt imellem linjerne, og det skal man også lige vænne sig til som dansker.

”Det, de kalder ærlighed er bare det, at vi danskere siger tingene som man ser dem,” siger Nikolaj Arcel, der påpeger at både Matthew McConaughey og Idris Elba virkede positivt overraskede over hans fremgangsmåde. ”Jeg tror faktisk, at det er forfriskende for folk – skuespillere og alle mulige andre, at vi har den der snusfornuftige ting med, at nu sætter vi os lige ned og taler om det: ’Hvad er problemet? Det er det her! Ok, så lad os lige snakke om, hvordan vi egentlig skal løse det.’”

Det sorte tårn er baseret på en Stephen King fortælling, som den amerikanske forfatter har skrevet i en periode på over tyve år. Det er en ottebinds-beskrivelse af en mystisk parallelverden, som er forbundet til hvad der foregår i den virkelige verden. Den handler om en pistolmand ved navn Roland Deschain (Idris Elba), som er på en mission for at finde det sorte tårn, som er universets centrum og som han mener kan redde menneskeheden.

”Temaet i The Dark Tower er meget klassisk og det er noget vi har set mange gange før,” forklarer Nikolaj Arcel, der har været fan af bøgerne siden han begyndte at læse dem som 12-årig. ”Det handler om et spil mellem det gode og det onde. Det handler om, hvorvidt man skal lade ens sjæl fungere og om man skal tro på noget eller ikke tro på noget. Men det er jo en action spændingseventyrfilm – det er ikke et eller andet drama. Jeg var vild med bøgerne og har elsket dem siden jeg var ung og så syntes jeg, at det var spændende at følge med i den verden.”

Nikolaj Arcel skal snart i gang med at instruere sin anden Hollywoodfilm. Han har selv skrevet manuskriptet – sammen med Rasmus Heisterberg – til en film om Robert Kennedy, som Matt Damon havde bestilt. Det var den amerikanske skuespiller så begejstret for, at han også sagde til Nik (som alle kalder ham i L.A.): ’hvad med at du instruerer?’.

”Og det ville jeg da gerne,” afslutter Nikolaj Arcel.